-
Gør Siri og Diktering bedre og anonymitet
-
Gør Siri og Diktering bedre gør det muligt for Apple at gemme og gennemgå, det du siger til Siri, Diktering og Oversæt, herunder lyd og tekst, for at hjælpe Apple med at udvikle og forbedre Siri, Diktering og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog, f.eks. Oversæt og Stemmekontrol.
Gør Siri og Diktering bedre gør det muligt for Apple at gemme og gennemgå, det du siger til Siri, Diktering og Oversæt, herunder lyd og tekst, for at hjælpe Apple med at udvikle og forbedre Siri, Diktering og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog, f.eks. Oversæt og Stemmekontrol.
-
Siri og Diktering
Hvis du vælger at dele oplysninger med Gør Siri og Diktering bedre, gemmer Apple muligvis alle dine interaktioner med Siri og Diktering, herunder lyddata og transskriptioner af det, du siger og skriver til Siri, svaret, som Siri giver, og links, du åbner fra søgninger efter almenviden. Lyddata, transskriptioner og relaterede anmodningsdata, f.eks. kategorien af den foretagne anmodning, specifikationer for enheden, statistik over ydeevne og omtrentlig lokalitet for din enhed, da anmodningen blev foretaget, bruges muligvis til at udvikle og forbedre Siri, Diktering, Søg og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog i Apples produkter og tjenester. Transskriptioner bruges f.eks. muligvis til at finjustere Siri, Søg, Stemmekontrol, Oversæt og modeller til automatisk talegenkendelse. Et udvalg af disse data gennemgås muligvis af evaluatorer, og gennemgang af lyd foretages kun af Apple-medarbejdere.
Dine Siri-lyddata, -transskriptioner og relaterede anmodningsdata er tilknyttet et vilkårligt, enhedsgenereret id, der ændres flere gange i timen, og er ikke forbundet med din Apple‑konto eller e-mailadresse.
Data, som Apple indsamler, når du vælger at dele oplysninger med Gør Siri og Diktering bedre, opbevares og bruges muligvis i op til to år, og det lille udpluk af interaktioner, der er blevet gennemgået, opbevares muligvis længere end to år med henblik på den løbende forbedring af Siri, Diktering, Søg og et begrænset antal andre funktioner til behandling af sprog.
Din anmodningshistorik bruges ikke til at opbygge en markedsføringsprofil og sælges aldrig til nogen.
Hvis en af dine interaktioner med Siri eller Diktering udvælges til gennemgang, bliver anmodningen og svaret fra Siri analyseret for at fastslå nøjagtigheden og for at forbedre Siri, Diktering, Søg og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog i Apples produkter og tjenester. Afhængigt af konteksten af din anmodning vil en evaluator muligvis få adgang til yderligere kontekstuelle data, der er relevante for anmodningen, f.eks. navnene på dine kontakter eller apps, der er installeret på dine enheder, for at bedømme effektiviteten af svaret fra Siri. Det er kun Apple-medarbejdere, som er underlagt streng tavshedspligt, der kan få adgang til lydinteraktioner med Siri og Diktering. Du kan altid ændre indstillingen af Gør Siri og Diktering bedre. Det gør du ved at gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Analyse og forbedringer.
ChatGPT-udvidelse
Når du vælger at slå ChatGPT-udvidelsen i Siri til og vælger at dele oplysninger med Gør Siri og Diktering bedre, opbevarer Apple muligvis alle dine anmodninger, herunder lydoptagelser og transskriptioner af dine anmodninger. Disse data er en del af din historik over anmodninger i Siri og Diktering og bruges og opbevares af Apple som beskrevet ovenfor.
Apple indsamler begrænsede oplysninger om svar, du får tilbage fra ChatGPT, f.eks. den omtrentlige størrelse af svaret, med henblik på at gøre tjenesten tilgængelig og forhindre svindel. Du kan få flere oplysninger på las2.didree.com/legal/privacy/data/da/chatgpt-extension.
Du kan slette transskriptionerne af dine anmodninger i Siri og Diktering, der er gemt på din enhed, ved at gå til Indstillinger > Siri og trykke på Slå Siri fra.
Du kan slå Siri og Diktering fra ved at gå til Indstillinger > Generelt > Tastatur og trykke for at slå muligheden “Slå Diktering til” fra. Gå derefter til Indstillinger > Siri, og tryk på Slå Siri fra, og tryk for at slå “Tryk på sideknappen for Siri” og “Skriv til Siri” fra. Transskriptioner af dine anmodninger i Siri og Diktering, der er gemt på denne enhed og bruges til at tilpasse din oplevelse, slettes, hvis Siri og Diktering slås fra.
Oversæt
Hvis du vælger at dele oplysninger med Gør Siri og Diktering bedre, bliver din lyd, din indtastede tekst og andre transskriptioner af dine forespørgsler i Oversæt, som er forbundet med tilfældige, roterende enhedsgenererede id’er, muligvis opbevaret og gennemgået med henblik på at udvikle og forbedre Siri, Diktering, Oversæt og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog i Apples produkter og tjenester.
Dine forespørgsler i Oversæt kan blive opbevaret i op til to år for at hjælpe Apple med at udvikle og forbedre Siri, Diktering, Oversæt og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog. Transskriptioner bruges f.eks. muligvis til at finjustere Siri, Søg, Stemmekontrol, Oversæt og modeller til automatisk talegenkendelse. Hvis en af dine interaktioner med Oversæt udvælges til gennemgang, bliver anmodningen om oversættelse og svaret analyseret for at fastslå nøjagtigheden. Det er kun Apple-medarbejdere, som er underlagt streng tavshedspligt, der kan få adgang til din lyd i Oversæt. Det lille udvalg af interaktioner med Oversæt, der er blevet gennemgået, bliver muligvis opbevaret i over to år med henblik på løbende forbedring af Siri, Diktering, Oversæt og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog i Apples produkter og tjenester.
Generelt
Den indstilling, du vælger, når du indstiller en iPhone eller iPad, anvendes på alle nye Apple-enheder, der tilsluttes, samt på understøttet HomeKit-tilbehør, der er indstillet vha. den pågældende iPhone eller iPad, hvor Siri er slået til. Du kan ændre dette senere i indstillingerne til hver enkelt enhed.
Hvis du slår Gør Siri og Diktering bedre til, erklærer du dig indforstået med, at Apple, dets datterselskaber og agenter sender, indsamler, vedligeholder, behandler og benytter disse oplysninger med henblik på at levere og forbedre Siri, Diktering, Søg, Oversæt og et begrænset antal af andre funktioner til behandling af sprog i Apples produkter og tjenester som beskrevet ovenfor. Apple vil muligvis behandle og opbevare disse oplysninger hos pålidelige tredjepartsudbydere af tjenester. Oplysninger indsamlet af Apple fra din brug af Siri, Diktering eller Oversæt vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som findes på las2.didree.com/dk/privacy.
2026-10-30