-
Apple Fitness+ og anonymitet
-
Når du udforsker indhold i Apple Fitness+, vil Apple muligvis bruge din browseraktivitet i appen Fitness til at forbedre tjenesten. Din browseraktivitet og dine træningsdata tilknyttes et vilkårligt id. Din konto, abonnementsstatus og dine træninger bliver muligvis brugt til at sende dig notifikationer.
Apple Fitness+ er designet til at beskytte dine oplysninger og give dig mulighed for at vælge, hvad du vil dele.

-
- Når du udforsker indhold i Fitness+, indsamler Apple oplysninger om din browseraktivitet, herunder de træningseksempler du ser, og om en evt. marketingkampagne, der har ført dig til appen. Disse oplysninger forbindes med et tilfældigt, skiftende id, der ikke er knyttet til din Apple‑konto, og som bruges til at forbedre tjenesten.
- Hvis du abonnerer, bruger vi oplysninger om status for dit abonnement, som er forbundet med din Apple‑konto, til at levere tjenesten, til at sende dig marketingmateriale og til at sikre, at reklamer i App Store og reklamer i Apple News og Værdipapirer (hvor de er tilgængelige) er relevante for dig. Data om din brug af Fitness+-tjenesten opbevares sammen med et tilfældigt id, som er specifikt for Fitness+, og som ikke er forbundet med din Apple‑konto.
- Hvis du slår Aktivitetsdeling til i appen Fitness, bliver dine trænings- og aktivitetsdata i Fitness+ delt med dine venner og sendt til Apple, hvor de opbevares i en kort periode, så Apple på sikker vis kan dele dataene med dem, du vælger. Disse data kan inkludere: antal aktive kalorier eller kilojoule, antal minutters motion, antal ståtimer eller kørte timer, tidszone og træningsoplysninger som f.eks. titel, type og varighed.
Apple Fitness+ er en fitness- og velværetjeneste med træninger og meditationer, der ledes af eksperttrænere.
Aktivitet i Apple Fitness+
Apple indsamler oplysninger om det indhold i Fitness+, som du interagerer med i Fitness, Træning og Mindfulness, uanset hvor det findes i iOS, iPadOS, watchOS og tvOS. Apple indsamler også oplysninger om din aktivitet på fanen Fitness+, f.eks. hvilke sider og hvilke funktioner du ser og interagerer med, den type enhed, du bruger, dine interaktioner med notifikationer og handlinger, der får dig til at åbne og lukke fanen, f.eks. om du følger et eksternt link, der fører dig til Fitness+, eller lukker fanen via et link til Apple Music. Hvis du åbner fanen Apple Fitness+ via et link fra en marketingkampagne, f.eks. en e-mail eller en digital reklame, registrerer Apple oplysninger om marketingkampagnen med henblik på at yde anerkendelse af marketingkampagnens afsender og forbedre vores marketingkampagner. Hvis du har et abonnement, indsamler Apple oplysninger om dit abonnement samt nogle demografiske oplysninger, herunder dit køn (der kan udledes af oplysninger, f.eks. dit navn og tiltaleform i din Apple-konto) og din aldersgruppe.
Apple Fitness+ gemmer disse oplysninger sammen med et tilfældigt, skiftende id, der ikke er forbundet med din Apple-konto, og bruger dem til at forbedre Apple Fitness+.
Træninger og meditationer i Apple Fitness+
Du kan prøve et udvalg af træninger og meditationer, før du abonnerer på Apple Fitness+. Når du gennemfører træninger og meditationer, før du opretter abonnement, indsamler Apple oplysninger om titler på træninger eller meditationer og navne på trænere, antal gennemførte træninger, og om du opretter et abonnement på Apple Fitness+. Vi indsamler disse oplysninger for at forstå, hvilket indhold brugerne er interesserede i, og for at optimere og forbedre Apple Fitness+.
Apple opbevarer disse oplysninger samlet på en måde, der ikke forbindes med din Apple‑konto.
Når du opretter et abonnement på Apple Fitness+ og udfører en træning eller meditation med Fitness+, indsamler Apple oplysninger om sessionen og hvordan du interagerer med den, herunder sessionens varighed, dine navigationshandlinger som f.eks. afspilning og pause, hvor meget af sessionen du gennemfører, om det er en lyd- eller videosession, indstillingen af sprog, om du har hentet eller streamer sessionen, og om du afspiller sessionen via AirPlay eller som billede i billede. Hvis du bruger SharePlay til at træne med andre brugere, indsamler Apple oplysninger om, at du trænede under en SharePlay-session, og antallet af enheder, der deltog i sessionen, men indsamler ikke nogen oplysninger, der kan identificere deltagerne i en SharePlay-session.
Hvis du vælger at slå Gør Fitness+ bedre til, indsamler Apple oplysninger om titler på træninger eller meditationer, du har afspillet, samt navne på trænere.
Alle disse data opbevares sammen med et tilfældigt id, som er specifikt for Apple Fitness+, og som ikke er forbundet med din Apple‑konto. Apple bruger disse oplysninger til at levere og forbedre tjenesten.
iCloud-synkronisering
Apple Fitness+ hjælper dig ved at bruge iCloud til at holde visse dele af din oplevelse ajour på alle dine enheder. For eksempel bruger Fitness+ iCloud til at synkronisere dine fremskridt i en træning eller meditation på alle dine enheder. Du kan altid slå denne mulighed fra på en iOS- eller iPadOS-enhed ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > iCloud > Gemt i iCloud > Se alle og derefter trykke for at slå Fitness+ fra.
Forbrændingsmåler
Med forbrændingsmåleren kan du måle din præstation i en træning og sammenligne med andre brugere, som har gennemført den samme træning. Hvis du vælger at slå forbrændingsmåleren til, bliver træningens metaboliske ækvivalent – MET-værdien – opbevaret i anonym form af Apple og føjet til forbrændingsmåleren for den pågældende træning, og den bliver ikke forbundet med din Apple‑konto eller med dine øvrige Apple Fitness+-data. Du kan altid slå forbrændingsmåleren fra, mens du er ved at gennemføre en træning, i træningsindstillingerne.
Aktivitetsdeling
Hvis du slår Aktivitetsdeling til i appen Fitness, bliver dine trænings- og aktivitetsdata i Fitness+ delt med dine venner og sendt til Apple, så Apple på sikker vis kan dele dataene med dem, du vælger. Disse data kan inkludere: antal aktive kalorier eller kilojoule, antal minutters motion, antal ståtimer eller kørte timer, tidszone og træningsoplysninger som f.eks. titel, type og varighed. Apple beholder trænings- og aktivitetsdataene i en kort periode og bruger kun oplysningerne til at gøre funktionen Aktivitetsdeling mulig. Hvis du bruger iOS 18 og nyere versioner og/eller watchOS 11 og nyere versioner og deler trænings- og aktivitetsdata med en ven, der bruger iOS 18 og nyere versioner og/eller watchOS 11 og nyere versioner, end-to-end-krypteres dine data, så Apple ikke kan læse de trænings- og aktivitetsdata, du vælger at dele med din ven.
Apple Music
Apple Fitness+-playlister er tilgængelige i Apple Music. Hvis du trykker for at lytte til en playliste i Apple Music, bliver du sendt videre til appen Musik, og alle de handlinger, du udfører, er omfattet af bestemmelserne i Apple Music og anonymitet, som kan findes på las2.didree.com/dk/legal/privacy/data/da/apple-music. Apple kender f.eks. titlerne på dine playlister, som kan afsløre, hvilken træning du har gennemført, og hvis du deler playlister med venner i Apple Music, får dine venner også disse oplysninger.
Deling med tredjeparter
Vi er forpligtet til at videregive visse ikke-personlige data om, hvilke sange der afspilles i Apple Fitness+, til strategiske partnere tilknyttet denne tjeneste, f.eks. pladeselskaber, så de kan måle resultaterne af deres kreative arbejde, opfylde krav i forbindelse med royalties og bogføring samt forbedre deres produkter og tjenester.
Kommunikation med dig
Alle personlige træningsanbefalinger i Fitness+ håndteres på enheden, så Apple behøver ikke at opbevare din træningshistorik. Oplysninger på enheden som f.eks. dine foretrukne trænere og genrer, og om du er kørestolsbruger, kan f.eks. blive anvendt til at oprette relevante anbefalinger til træningsplaner til dig.
Apple kan bruge oplysninger om din konto, f.eks. om hvilke Apple-produkter du ejer, og om dine abonnementer på Apple-tjenester, til at sende dig materiale om Apple Fitness+ og andre relaterede Apple produkter, -tjenester og -tilbud, du kan være interesseret i, herunder Apple One. Enhedens serienummer kan blive brugt til at kontrollere, om du er berettiget til servicetilbud. Hvis du er en del af en familie, kan Apple sende dig oplysninger om produkter, tjenester og tilbud, der er tilgængelige for dig via Familiedeling. Hvis du køber et abonnement på Apple One, sender vi dig muligvis e-mails og notifikationer om funktionerne i de tjenester, du har valgt at abonnere på. Apple Fitness+ kan sende dig notifikationer om nye funktioner, nyt indhold og tilbud i Apple Fitness+. Gå til Indstillinger > Notifikationer > Fitness for at opdatere indstillingerne til notifikationer på en iOS- eller iPadOS-enhed.
Reklamer
Hvis indstillingen Personlige reklamer er slået til, kan Apples reklameplatform bruge oplysninger om status for dit Fitness+-abonnement, f.eks. om du abonnerer via Apple One, til at sikre, at reklamer i App Store, Apple News og Værdipapirer er relevante for dig.
Hvis du ikke vil modtage reklamer, der er målrettet mod dine interesser, fra Apples reklameplatform, kan du slå Personlige reklamer fra. Hvis du slår Personlige reklamer fra, kan Apple ikke bruge dine oplysninger til målrettede reklamer. Det reducerer muligvis ikke antallet af reklamer, du modtager, men reklamerne vil muligvis være mindre relevante for dig. Du kan slå Personlige reklamer fra på din iOS- eller iPadOS-enhed ved at gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Apple-reklamer og trykke for at slå Personlige reklamer fra. På Mac skal du gå til Systemindstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Apple-reklamer og fravælge Personlige reklamer.
Læs mere om Apple-reklamer og anonymitet på las2.didree.com/dk/legal/privacy/data/da/apple-advertising. Læs, hvordan du kan fravælge personlige reklamer i App Store, Apple News og Værdipapirer, på support.apple.com/105131.
Forhindring af svindel og andre ondsindede aktiviteter
Vi indsamler også personlige data for at forhindre svindel og andre ondsindede aktiviteter. Vi beregner en enhedstillidsscore på din enhed, når du forsøger at foretage et køb, ved hjælp af oplysninger om, hvordan du bruger din enhed, herunder det omtrentlige antal telefonopkald eller e-mails, du sender og modtager. Indsendelsen er udviklet på en sådan måde, at Apple ikke kan finde frem til de bagvedliggende værdier på din enhed. Scoren opbevares i en afgrænset periode på vores servere. Når dit Fitness+-abonnement er indstillet til automatisk fornyelse, bruger Apple muligvis også oplysninger om dine tidligere forretningsforhold med Apple til at behandle anmodningen og bestemme, om løbende adgang til dit abonnement kan leveres forud for godkendelse fra betalingspartneren.
Gældende juridisk grundlag for behandling af personlige data
Vi behandler dine personlige data i Apple Fitness+ generelt for at opfylde din kontrakt med Apple og som nødvendigt for at levere tjenesten og opfylde vores juridiske forpligtelser. Vi søger samtykke i overensstemmelse med de gældende lokale love, hvor det betragtes som det gældende juridiske grundlag.
Hvor de gældende lokale love gør det muligt, behandler vi følgende kategorier af personlige data som nødvendigt af hensyn til vores eller en tredjeparts legitime interesser for at:
- Forbedre Apple Fitness+ for dig og andre
- At kontrollere, om du er berettiget til tilbud, og sende dig materiale om Apple Fitness+ og andre relaterede Apple-produkter, -tjenester og -tilbud, du kan være interesseret i
- Forhindring af svindel og andre ondsindede aktiviteter
De anvendte data indeholder:
- Abonnementer på Apple-tjenester, hvilke Apple-produkter, du ejer, og om du er en del af en familiedelingsgruppe
- Oplysninger om din enhed og din konto
- Enhedstillidsscore
Opbevaring
Apple opbevarer kun personlige data i forbindelse med dine transaktioner, så længe vi har brug for dem, så længe vi er forpligtet til det, eller så længe loven kræver det. Nogle oplysninger, f.eks. købshistorik for abonnementer, men ikke registrerede kortoplysninger, kan dog opbevares som virksomhedsoptegnelser, selv efter at du har lukket din konto eller har opsagt abonnementet på Apple Fitness+.
Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på las2.didree.com/dk/privacy.
2026-10-30